
Om at sige godnat til huset
Hvad er det sidste, du foretager dig, inden du går til ro for natten? Ser fjernsyn? Læser? Scroller på mobilen? Her er en måde, du kan give dit hjem og dig selv lidt stille kærlighed inden sengetid.
Jeg har gjort det til en vane at bruge de sidste minutter af min dag på at "gå husmorrunden", som nogen benævner det. Hvor jeg tusser rundt i mit hjem og får ryddet op og lagt de ting på plads, der i løbet af dagen har været i brug og er blevet efterladt rundt omkring. "Hverdagsrodet".
For nogen tid siden fortalte jeg en kær veninde om det. Hun sagde: "Åh, det er jo ligesom min søde, gamle morfar! Han brugte altid nogle minutter sidst på aftenen på at "sige godnat til stuen", som han kaldte det, hvor han lagde avisen på plads, bankede sofapuderne og stillede dem pænt, tog den brugte kaffekop ud i køkkenet og satte den i opvaskeren..."
Den fine vending tog jeg til mig: "At sige godnat til mit hjem".
Nu går jeg hver aften min runde med et lille smil på, tænker på venindens gamle morfar, føler roen komme over mig, mærker kroppen og sindet indstille sig på natten, mens jeg kærligt lukker ned. Kærligt overfor mit hjem, overfor mig selv og overfor min nye dag i morgen.
Taknemmelig for dagen, der var.
