Hvem skal rydde op efter dig, når du en dag er væk?
Når din tid en dag rinder ud, hvem skal så tømme skuffer, skabe, loft, depotrum?
Hvilken opgave er det, der venter på dem?
Det var ikke noget, jeg havde tænkt synderligt over indtil for 7 år siden. Det ændrede sig.
I 2018 mistede jeg pludselig og komplet uventet min mand. Jeg kom hjem fra arbejde en dag og fandt ham på stuegulvet - livløs. Ingen forvarsler. Obduktionen viste en akut blodprop i hjertet. Han blev 54. Og han var lidt en samler, så ud over chokket og sorgen måtte jeg sammen med hans døtre deale med den kæmpe opgave at gennemgå alle hans mange, mange, MANGE ting, sortere, sælge, give væk, smide ud.
Da jeg først på året 2019 var begyndt at få en smule hold på mig selv, blev min mor akut syg, røg på hospitalet og direkte på plejehjem i meget dårlig tilstand. Min far var død år forinden, så der stod min bror og jeg med mine forældres 200-og-noget m2 store hus propfuldt af ting. For vores forældre havde heller ikke kunnet skille sig af med ting. De var børn af krigens tid, min mor tilmed fra meget fattige kår, så ALT blev gemt. Det væltede ud af skuffer, skabe og depotrum med gamle plastposer, stofrester, syltetøjsglas, hullede strømper. Jeg var ved at segne og måtte stress-sygemeldes på fuldtid. Igen.
Da svor jeg, at jeg aldrig nogensinde ville efterlade sådan en opgave til mine arvtagere. Aldrig! Hverken min mand eller mine forældre havde ladet stå til med vilje. De havde bare ikke været bevidste om de mulige konsekvenser af deres alt for mange ting. De havde ikke forestillet sig, deres helbred og liv kunne ændre sig så pludseligt. De fik ikke handlet rettidigt.
Men nu ved jeg bedre, og det er en af de stærke drivkræfter for mig mod at eje færre ting. Mine døtre og min kæreste skal ikke stå der, hvor jeg selv stod dengang. De har nok ting at forholde sig til selv og nok andet, der kalder på deres tid og kræfter.
Hvem skal rydde op efter dig? Hvordan skal den opgave se ud?