Hvor gør man af de ting, man gerne vil skille sig af med?

For nylig blev jeg spurgt om, hvordan man skiller sig af med de ting, man har besluttet sig for skal videre ud i verden. Hvor sender man dem hen? Ham, der spurgte, oplevede, at tvivl om netop dét kunne være en barriere for overhovedet at komme i gang med at rydde op og ud i sine ting, som han ellers rigtig gerne ville. Hvordan får man dem videre på en meningsfuld måde?
Der er flere muligheder:
Genbrugsstationen:
Er det en ting, der er gået helt i udu, så ud.
Byttecentraler:
Find dem på genbrugsstationen, i din boligforening, på biblioteket mmm. Her kan man stille sine farvel-ting og være heldig at finde sin nye yndlingsvase til erstatning for de lysestager, man afleverer.
Genbrugsbutikker:
Klart det sted, jeg har afleveret mest (vi taler mange bil-læs!). Alt, hvad der skifter hænder fra giver til køber, giver penge i kassen til mennesker, der har brug for en håndsrækning. Win-win-win 🥰
Salg:
Nogle er mega seje til det og synes, det er en fest. Eller i hvert fald besværet værd. Andre oplever det som en monster orker. Jeg hører til sidste kategori, og har lagt mig fast på en grænse for, hvad jeg forventer at kunne få for min ting i forhold til det bøvl, salgsprocessen er for mig. Hvad der fungerer bedst, afhænger af din økonomi og energi. Men jeg synes, det er ærgerligt, hvis kampen for at få et mindre beløb slæbt hjem for et par gamle jeans bliver en showstopper for ro og glæde i ens hjem.
Forær ting væk til familie og venner:
Glimrende hvis det virker og er til ægte glæde for alle parter. Min erfaring er, at det kan være virkeligt uhensigtsmæssigt at gemme på noget, fordi man forestiller sig, at nogen i familien eller omgangskredsen måske kunne være interesseret i at overtage det. Jeg oplever, at folk omkring mig har alt rigeligt i deres eget pikpak og absolut ikke behøver at få noget af mit aflagte oven i. Er du i tvivl, så spørg med det samme.
Har jeg mon glemt noget? Så kom gerne med flere idéer til gensidig inspiration til mig på mettemarie@rumm.dk 🤗
